Aarhus Tigers vs Odense Badgers i morgen kl. 14:00.

I morgen Lørdag d. 5. juni tager Tigers senior hold imod Odense Badgers i 1. division. Der er kickoff kl. 14.00 på Tigers Field og der er gratis adgang for alle. Kampen afvikles i overensstemmelse med gældende regler for udendørs idrætsaktiviteter med tilskuere. I praksis betyder det, at der er max. 100 udøvere (spillere, trænere, ledere, dommere, medics etc.) i aktion på banen. Udenfor banen må der være max. 400 tilskuere, staff, filmhold mm. Det er meget vigtigt, at der ikke interageres imellem de to grupper, hvilket betyder at nedenstående regler / anvisninger skal følges:

ALLE skal medbringe en stol til kampen. Klubben har et begrænset antal sæder/stole, og hvis alt er optaget når man ankommer (og man ikke har medbragt stol), kan man ikke få adgang. Stole skal sættes op i de afmærkede områder på begge sidelinjer, med mindst 1 meters afstand og må ikke flyttes udenfor disse områder. Som tilskuer må man ikke stå op, ligge ned eller sidde på græsset.

Under kampen skal man hovedsageligt sidde på sin plads, men man må gerne gå på toilet og handle mad og drikke.

Husk at spritte hænder ved spritbordene, husk at vaske hænder ved toiletbesøg, husk at følge vagternes anvisninger ubetinget og husk at der er 100% rygeforbud på hele Bøgeskov Idrætsanlæg og det gælder HELE arealet, fra man kører/træder ind på matriklen.

Dørene åbner kl. 13.00 – undlad venligst at komme før.

Vi skal venligst bede alle tilskuere om at forlade Tigers Field når kampen er forbi. Vi ved man gerne vil mingle, hilse på spillere, familie osv – men interaktion med spillere, trænere etc efter kampen vil potentielt være en overtrædelse af det gældende forsamlingsforbud, og det skal vi undgå!

Der vil være salg af mad og drikke. Dette varetages af Tigers staff og kun Tigers staff må skænke op, hælde op og dosere tilbehør.

Pas på jer selv og hinanden, vis hensyn, vær tolerant, samarbejd 100% med Tigers staff og lad os få startet Football 2021 sæsonen med et brag af en kamp, under så sikre forhold som overhovedet muligt.

Se Tigers start opstilling her.