Griffins Cup 2023

Dansk hold tager førstepladsen i den stærkt besatte Griffins Women’s Cup 2023

Valkyries of the West gik hele vejen og sikrede sig trofæet ved weekendens Griffins Women’s Cup i Malmø. Valkyries of the West er et sammenbragt hold med spillere fra Triangle Razorbacks, Aarhus Tigers, Aalborg 89ers samt tre svenske spillere. Valkyrierne gik videre fra gruppespillet som bedste to’er, men slog i semifinalen de svenske mestre Carlstad Crusaders i en intens kamp, der blev afgjort efter overtid med resultatet 16-14. I finalen ventede de tyske mestre (og sidste års vindere af Griffins Women’s Cup) fra Hamburg Pioneers Amazons, som trods flere nærgående drives blev holdt fra at score. Finalen endte 6-0 til de danske valkyrier. Med i turneringen var også Copenhagen Raptors, som desuden havde spillere fra Odense Badgers med i truppen. Holdet mødte masser af modstand, og måtte derfor tage til takke med en sekundær placering. Dette til trods var humøret højt hele vejen igennem, og alle spillere kom hjem med masser af erfaring i bagagen.

De deltagende Tigers spillere var Mette Hyltoft Røy, Maria Kristiansen og Saija Tenhunen.