Forårsafslutning

Weekenden den 22-23 Juni blev for Tigers en med fuld aktivitet.

Lørdag havde Tigers flag hold taget turen til DM ugen i Herning for at skulle forsøge at hjemtage guldet for anden gang i Tigers historie. De skulle i semifinalen møde de mange årige danmarks mestre fra Allerød Armadillo. Det blev en kamp hvor Tigers mandskab forsøgte at hænge på fra start til slut, hvilket i sidste ende resulterede med en sejr til Armadillos på 42 – 32. Armadillos vandt senere på aftenen Dannebrog Bowl over Valby Royals med 45 – 26. Selvom Tigers ikke formåede at komme i finalen er det et flot resultat for Tigers, som først igen i år har kunnet stille hold i DM turneringen efter mange år.

Samme dag tog Tigers NL hold imod Søllerød Goldiggers på Tiger Field. Tigers kunne på dagen stille med hele 28 spillere kampklar, i modsætning til 22 spiller ved udekampen 3 uger før imod selvsamme Golddiggers. Så der var store forhåbninger om at man i dagens kamp kunne sætte point på scoreboardet. Tigers spillede også en blændende første halvleg med flere gode aktioner af Tigers to Tackle og Flag landsholds spillere Nr. 10 Magnus Urth og Nr. 15 Kasper Daugaard, som munded ud i en snæver 20 – 18 halvlegsføring til Søllerød. I anden halvleg formåede Tigers ikke at opretholde det samme momentum og måtte i sidste ende se sig besejret for 4 gang i foråret. Tigers NL hold kigger ind i et spændende efterår hvor de skal forsøge at bibeholde den eftertragtede 4 plads, som giver adgang til en semifinale plads, hvor det er vigtigt at de i Tigers udekamp den 17 August i Vejle formår at hive en sejr hjem.

Søndag den 23 Juni var så blevet tid til årets Afsluttende ungdomsstævne på Tiger Field for andet år i træk, hvor der kom over 250 entusiastiske U15 – U10 piger og drenge på besøg på Tiger field. Det skulle vise sig at blive en rigtig god dag med høj sol, musik og massere af Football.